begynderløb igen

Har du lyst til at være med på et nyt begynderløbehold i Skrave, så er det nu, du skal ud af busken. Vi starter det 3. hold på to år.

Der er kommet tilkendegivelse fra et par personer, at de gerne vil igang med at løbe, så på et tidspunkt i nær fremtid, vil der blive startet et nyt begynderløbehold. Vi starter fra bar bund af, så alle kan være med. Du skal blot selv beslutte dig for, at du vil.

Det korteste argument for at løbe/motionere er:

HVIS du ikke sætte tid af til motion NU, så skal du sætte tid af til sygdom, når du bliver gammel...

.... og så er det da sjovere at løbe rundt i Skraves landskab i frisk luft sammen med os andre, få en snak bagefter og måske en kop kaffe, og få individuel træning end at sidde alene i lægens venteværelse med sine skavanker! Mangler du et her-og-nu-argument, så får du mere energi i hverdagen.

Hver 4. dansker løber

"I 1970erne vendte man sig om efter løbere og tænkte: »Hvad løber de dog efter?« I dag vender folk blikket mod de inaktive og spørger: »Hvorfor løber du ikke?« Løb har i den grad fået et folkeligt gennembrud,« siger Kasper Lund Kirkegaard, idrætsanalytiker på Idrættens Analyseinstitut" (citat fra Berligske 16. april 2010).

Samme sted opgøres, at 25 % af danskerne løber regelmæssigt. Det gør løb til den mest udbredte motionsform. Bruger vi det tal på Skrave, så skulle vi være ca. 130 personer, der løber regelmæssigt, hvilket igen betyder, at der statistisk set skulle være ca. 100 personer på det kommende løbehold.........



PS. du kan også læse artiklen i Jyske Vestkysten tirsdag den 25. maj - om tajler, der forsvinder i farligt fedt. Tag et målebånd og mål din talje. Er du af hunkøn, skal målebåndet vise under 80 cm, og er du af hankøn skal det vise 94 cm eller mindre. Har du taljemål OVER disse tal, så beslut dig for at gøre noget ved det fra NU af, og kom med os andre ud og motionere.